Slyngplanter

Slyngplanter – Havens vertikale dimension

Slyngplanter er uundværlige til at skabe højde, dække hegn eller blødgøre mure og facader. Ved at udnytte den lodrette plads kan man skabe en frodig havefølelse, selv hvor grundarealet er begrænset. For at vælge den rette plante er det afgørende at forstå, hvordan den klatrer, da det dikterer behovet for støtte.

Slyngplanter inddeles typisk efter deres klatremetode:

• Slyngende planter: Arter som arkitektens trøst og kaprifolie snor selve deres stængel omkring et stativ eller en pæl. De kræver vertikale wires eller tremmer for at komme til vejrs.

• Klatreplanter med klatretråde: Klematis og vinranker bruger små, gribefaste tråde eller bladstilke til at hægte sig fast. De trives bedst på finmaskede net eller espalierer.

• Selvhæftende planter: Rådhusvin og vedbend (efeu) danner små sugekopper eller luftrødder, der kan hæfte direkte på murværk eller træstammer uden brug af stativ.

• Slyngroser: Disse har teknisk set ingen klatreorganer, men bruger deres torne til at "hvile" på grene. De skal derfor bindes manuelt til et espalier for at vokse opad.

Valg af placering Mange slyngplanter, herunder især klematis, foretrækker "kolde fødder og varmt hoved" – det vil sige skygge omkring rødderne (f.eks. via bunddække eller en flise) og sol til selve plantens top. Ved plantning op ad mure bør man placere planten 30-40 cm fra fundamentet for at sikre adgang til naturligt nedbør.